Gå til hovedindhold Gå til sidefod

Knusende målfest

Kvindeserie Vest

I en kamp, der nok sent bliver glemt, leverede EfB-pigerne søndag en overbevisende sejr på hele 11-3 over B1913.

Første halvleg blev en sand målfest, hvor begge hold bidrog til et underholdende og intenst spil. På trods af at B1913 kom først på tavlen, fulgte EfB pigerne lynhurtigt op  og Silvia Leonessi viste sin klasse med flere fine aktioner og et flot mål. Guðrún Hermannsdóttir stemplede i den grad også ind i første halvleg og fortsatte sin gode sæson med to scoringer, mens Sølve Rohr også kom på tavlen med en enkelt pind. B1913 kæmpede bravt, men EfBs angreb var for stærkt.

I anden halvleg blev billedet klarere og klarere. B1913 blev desværre ramt af flere skader, og med kun 12 spillere på holdkortet måtte hjemmeholdet til slut nøjes med kun 9 spillere på banen. Emil Nielsens tropper udnyttede kynisk overtallet til at øge føringen. Sølve Rohr fuldendte sit hattrick, mens Karen Knudsen fra sin plads på midtbanen også leverede en uforglemmelig præstation ligeledes med hele tre mål. Josefine Boel satte prikken over i'et med et fantastisk langskud fra 25 meter.

Med søndagens storsejr har pigerne skabt et fantastisk udgangspunkt inden den kommende søndags hjemmekamp. Bolden ligger nu hos os selv da en sejr hjemme over Kildemosens vil sikre os førstepladsen i ombrydningspuljen, og dermed den direkte adgang til Kvindeserie Vest til foråret.

En sejr på søndag vil være kulminationen på en spændende første sæson, og give holdet den perfekte julegave.